23. januar 2026

Omnibuspakken: Status, proces og tidslinje

EU’s omnibuspakke fritager mere end 80% af virksomhederne fra CSRD og justerer samtidig kravene i både CSDDD og Taksonomiforordningen.

Februar 2025
EU-Kommissionen præsenterer omnibusforslaget.

April 2025
Stop-the-clock-ordningen vedtages på EU-niveau.

December 2025
Stop-the-clock implementeres i dansk lovgivning efter vedtagelse i Folketinget.

December 2025
EFRAG fremlægger de reviderede ESRS-standarder for EU-Kommissionen.

December 2025
Politisk aftale om omnibus indgås i trilogforhandlinger mellem EU-Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet.

December 2025
Afstemning om omnibus-aftalen i Coreper II.

December 2025
Afstemning i Europa-Parlamentets Legal Affairs Committee (JURI).

December 2025
Plenarafstemning i Europa-Parlamentet om omnibuspakken.

Forventet sommer 2026
EU-Kommissionen vedtager de reviderede ESRS’er, hvorefter de træder i kraft.

Status på omnibus-forslaget

I vores tidligere artikel om omnibuspakken satte vi fokus på, hvordan EU’s justeringer af ESG-reguleringen giver virksomheder et tiltrængt pusterum uden at ændre den overordnede retning for bæredygtighed. Med denne artikel går vi et spadestik dybere og giver et konkret overblik over, hvor omnibuspakken befinder sig i lovgivningsprocessen, hvad der allerede er vedtaget og hvad der fortsat er under behandling.

Kort fortalt blev omnibuspakken fremlagt af EU-Kommissionen den 26. februar 2025 og består af en række forslag, der justerer eksisterende ESG-regulering – herunder CSRD, ESRS, CSDDD og taksonomiforordningen.

Processen er opdelt i to parallelle spor:

  • Stop-the-clock: Udskydelse af rapporteringspligt
  • Detaljerede ændringer: Indholdsmæssige justeringer af reglerne

Stop-the-clock-delen er allerede vedtaget, mens de mere omfattende ændringer fortsat er under behandling i EU-systemet.

1) Stop-the-clock udskyder tidsfrister

Stop-the-clock-ordningen udskyder rapporteringspligten med to år for de virksomheder, der efter de oprindelige regler skulle rapportere første gang i 2025 (bølge 2) og 2026 (bølge 3). Det betyder, at rapporteringsstarten rykkes til henholdsvis 2027 og 2028. Ordningen omfatter op mod 80% af de virksomheder, der efter de oprindelige regler stod til at blive omfattet af CSRD i de kommende år.

Virksomheder, der allerede blev omfattet af CSRD fra 1. januar 2024, er ikke omfattet af udskydelsen og skal fortsætte rapporteringen efter de gældende regler, indtil de detaljerede ændringer i omnibuspakken er formelt vedtaget.

2) Kommende ændringer

Den anden del af omnibuspakken omfatter mere gennemgribende ændringer af:

  • CSRD (herunder revidering af ESRS)
  • CSDDD
  • EU-taksonomiforordningen
  • CBAM

Denne del følger den almindelige EU-lovgivningsproces og forventes først afsluttet i sensommeren eller efteråret 2026. Indtil da gælder de eksisterende regler – med stop-the-clock som eneste undtagelse.

Hvad gælder lige nu?

Selv om omnibuspakken indebærer omfattende ændringer, er det vigtigt at skelne mellem vedtagne justeringer og forslag, der endnu ikke er trådt i kraft.

CSRD:

Virksomheder omfattet fra 1. januar 2024 skal fortsat rapportere efter de gældende CSRD-krav og de nuværende ESRS-standarder.

Virksomheder, der efter de oprindelige regler skulle omfattes fra 2025 og 2026, har fået udskudt rapporteringspligten med to år.

ESRS:

De nuværende ESRS-standarder er fortsat gældende. Reviderede og forenklede ESRS’er er under behandling og forventes vedtaget i sommeren 2026. Planerne om sektorspecifikke standarder er opgivet.

CSDDD:

De gældende regler er fortsat i kraft. Ændringerne – herunder afgrænsning til direkte forretningspartnere og mere proportionale krav – træder først i kraft, når omnibusforslagets anden del er vedtaget.

Taksonomiforordningen:

De nuværende rapporteringskrav gælder fortsat. Forslag om harmonisering med CSRD og CSDDD samt forenklede skabeloner afventer endelig vedtagelse.

Navigering i et overgangslandskab

2026 bliver et afgørende år for ESG-reguleringen i EU. Her forventes både den endelige vedtagelse af de reviderede ESRS-standarder og afslutningen på de detaljerede ændringer til CSRD, CSDDD og taksonomiforordningen. Samtidig vil der blive skabt klarhed over, hvilke virksomheder der fremover er omfattet af reglerne – og på hvilke vilkår.

Indtil da befinder virksomhederne sig i et overgangslandskab, hvor tidsfrister er udskudt, men hvor de grundlæggende krav endnu ikke er ændret. Omnibuspakken giver dermed mere tid, men ikke mindre ansvar.

For mange virksomheder åbner det et vindue til at arbejde mere struktureret med datagrundlag, processer og dokumentation, før de nye rammer falder endeligt på plads. Hos AL Copenhagen følger vi udviklingen tæt og hjælper jer gerne med at navigere sikkert gennem både overgangsperioder og kommende krav.