Omnibuspakken: EU giver ESG et pusterum
EU’s omnibuspakke giver virksomheder et tiltrængt pusterum i ESG-arbejdet. Mindre rapportering, enklere regler – men stadig samme ambitioner.
Med CSRD, ESRS, CSDDD og taksonomiforordningen har mange virksomheder oplevet, hvor komplekst det kan være at omsætte EU’s krav til praksis. For at mindske byrden og skabe bedre sammenhæng mellem reglerne præsenterede EU-Kommissionen den 26. februar 2025 en omnibuspakke – en samlepakke af lovændringer med fokus på bæredygtighedsområdet.
Formålet er ikke at sænke ambitionerne, men at gøre kravene mere håndterbare, især for mindre virksomheder og datterselskaber, der ellers risikerer at blive hårdt belastet.
Hvad er omnibuspakken?
Den 26. februar 2025 præsenterede EU-Kommissionen omnibuspakken med et mål om at gøre de eksisterende regler mere håndterbare og ensrettede.
Pakken berører centrale regelsæt som:
- CSRD – bæredygtighedsrapportering
- CSDDD – due diligence for bæredygtighed
- Taksonomiforordningen – klassificering af bæredygtige aktiviteter
- ESRS – tekniske standarder under CSRD
- CBAM – kulstofgrænsetilpasning
Formålet er ikke at slække på EU’s ambitioner for bæredygtighed. Det er at mindske de administrative byrder, især for SMV’er og datterselskaber, som ellers ville risikere at bruge uforholdsmæssigt mange ressourcer på rapportering frem for på reelt ESG-arbejde.
Hvad er de største ændringer?
Den mest markante nyhed er Stop-the-Clock-ordningen, som blev vedtaget den 14. april 2025. Den giver udvalgte virksomheder op til to års ekstra tid til at leve op til rapporteringskravene.
Samtidig foreslår Kommissionen flere ændringer, der skal gøre kravene mere håndterbare i praksis – nemlig:
CSRD
Kommissionen foreslår at indsnævre kredsen af virksomheder, der skal rapportere efter CSRD. Det betyder, at en række mindre virksomheder slipper for de mest omfattende krav til bæredygtighedsrapportering.
For børsnoterede SMV’er er der dog stadig et forventningspres fra investorer og kunder, som gerne vil se dokumentation. Derfor er det ikke en reel fritagelse, men snarere en lempelse, der giver luft. Mange virksomheder vil stadig have behov for at kunne levere ESG-data bare på en mere fleksibel måde.
ESRS
De europæiske rapporteringsstandarder (ESRS) har fået kritik for at være både komplekse og alt for detaljerede. Med omnibuspakken reduceres antallet af datapunkter, og planerne om sektorstandarder lægges på hylden. Det betyder, at virksomheder kan nøjes med at fokusere på de mest væsentlige data, i stedet for at drukne i tekniske krav.
For SMV’er er det en klar fordel, fordi rapporteringen bliver mere overskuelig og mindre ressourcekrævende, uden at kvaliteten af data går tabt.
CSDDD
Et af de mest omdiskuterede krav i CSDDD er due diligence-forpligtelsen, hvor virksomheder skal tage ansvar for hele værdikæden. Med omnibuspakken bliver kravet afgrænset til det første led – altså direkte forretningspartnere. Det letter presset på virksomheder, der ellers skulle kontrollere hele kæden af leverandører.
CBAM
CBAM, der regulerer import af CO₂-tunge varer som stål og cement, har skabt stor usikkerhed hos virksomheder i handel og produktion. Omnibuspakken gør procedurerne enklere, så importører får færre administrative barrierer. Det ændrer dog ikke på, at virksomheder fortsat skal kunne dokumentere klimaaftrykket af de varer, de importerer.
For mange SMV’er betyder det, at kravene bliver mere håndterbare, men samtidig at arbejdet med dataindsamling og samarbejde med leverandører er helt uundgåeligt.
Taksonomiforordningen
Taksonomiforordningen har hidtil været et regelsæt for sig selv, men fremover bindes den tættere sammen med CSDDD. Det betyder, at virksomhederne kan bruge de samme data på tværs af begge regelsæt i stedet for at rapportere parallelt.
Hvordan bør SMV’er reagere?
At få mere tid kan virke som en velkommen pauseknap, men i praksis er det en chance for at komme foran. For SMV’er handler det især om at:
- Få overblik: Kortlæg, hvilke krav der gælder for jer, og hvornår de træder i kraft.
- Styrke datagrundlaget: Saml ESG-data i én model, så I undgår dobbeltarbejde og sikrer revisionsspor.
- Prioritere indsatsen: Brug dobbeltvæsentlighedsanalyse til at vælge de områder, der både betyder noget for forretningen og for omgivelserne.
Det er vigtigt at forstå, at EU ikke ændrer kurs. ESG er en fast del af fremtidens governance og risikostyring, men omnibuspakken skal gøre rammerne mere realistiske. Virksomheder, der bruger de næste år på at bygge robuste processer og datagrundlag, vil stå stærkere – ikke kun i forhold til compliance, men også i markedet.
Hos AL Copenhagen ser vi ESG som en investering i konkurrencekraft. Vi hjælper jer med at bruge regulering som løftestang til bedre styring, større troværdighed og stærkere relationer.







