31. oktober 2023

Greenwashing – bæredygtigheds-rapporteringens største udfordring

Hvad er greenwashing, og hvorfor er det problematisk i forbindelse med bæredygtighedsrapportering? Det tager vi et kig på i denne artikel.

Greenwashing repræsenterer en af de største udfordringer for troværdig og transparent bæredygtighedsrapportering for virksomheder i hele verden. Det er et begreb, der kan være svært at forstå, og som virksomhed skal man lære at navigere i et landskab, hvor autentiske grønne initiativer ofte stilles i skyggen af overfladiske og misvisende bæredygtighedsfremstillinger.

Hvad er greenwashing?

Greenwashing refererer til praksissen, hvor virksomheder, enten bevidst eller ubevidst, giver et fejlagtigt indtryk af at være mere miljøvenlige eller bæredygtige, end de faktisk er. Det kan manifestere sig på mange måder, herunder:

  • Uklar terminologi: Brug af vage eller ikke-regulerede termer som “eco-friendly” uden klare beviser eller certificeringer, der understøtter påstanden.
  • Misvisende mærkning: Anvendelse af grønne farver, billeder af naturen eller symboler, der traditionelt associeres med miljøvenlighed, selvom produktet eller initiativet ikke nødvendigvis er bæredygtigt.
  • Overdrivelse af initiativer: Præsentation af mindre, overfladiske eller enkeltstående bæredygtighedsinitiativer som omfattende eller kerneelementer i virksomhedens strategi.
  • Manglende beviser: Fremsættelse af påstande om bæredygtighed uden tilstrækkelige eller verificerbare beviser, der understøtter udsagnene.

Strategien bag greenwashing er ofte at tiltrække en voksende demografi af miljøbevidste forbrugere og investorer, der prioriterer bæredygtige produkter og praksisser. Konsekvenserne kan dog være alvorlige; når misvisende eller falske påstande bliver afsløret, medfører det mistillid og virksomhedens omdømme skades betydeligt. Desuden underminerer greenwashing de bestræbelser, som ægte bæredygtige virksomheder gør, og kan skabe forvirring og skepsis blandt forbrugere og investorer omkring bæredygtighedsinitiativer generelt.

Undgå greenwashing med standardiserede metoder

For at undgå greenwashing er det essentielt at sikre, at virksomhedens kommunikation og rapportering om bæredygtighedsinitiativer er præcise, verificerbare og i overensstemmelse med faktiske præstationer, og her kan det være en fordel at følge standardiserede metoder.

EU ønsker i høj grad af fremme grønne initiativer og har blandt andet udviklet CSRD som en potentiel løsning på greenwashing. CSRD er en del af EU’s handlingsplan for finansiering af bæredygtig vækst, og direktivet sigter mod at forbedre bæredygtighedsrapportering generelt. Direktivet stiller blandt andet krav om, at virksomheder skal inkludere en bred vifte af ESG-data i deres rapportering, og disse data skal indsamles og behandles efter specifikke metoder (beskrevet i ESRS). Målet er at skabe et klart og sammenligneligt billede af virksomheders bæredygtighedspræstationer på tværs af brancher og landegrænser

.

Bæredygtighedsrapportering – nu og fremadrettet

Bæredygtighed er blevet et centralt omdrejningspunkt for både forbrugere og virksomheder, og det er afgørende at navigere med integritet og transparens. Greenwashing har skabt bølger af mistillid og skeptikere, men det har også åbnet øjnene hos mange og skabt en ny bølge af krav om autenticitet og verificerbarhed i bæredygtighedsrapportering.

Virksomheder, der proaktivt arbejder med bæredygtighed, styrker ikke kun deres position på markedet og deres relationer med interessenterne – de kan også opleve operationelle fordele, innovation og en større tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere. En robust og transparent tilgang til bæredygtighedsrapportering bliver derfor en uundværlig del af virksomheders fremtidige bæredygtighedsstrategi – for kun ved at sikre præcise og verificerbare oplysninger, kan virksomheder demonstrere deres reelle engagement.